Vanehviskeren

Hvad er meningen ?

Nogle gange former livet sig på en måde, så man kommer til at tænke lidt dybere over livets store spørgsmål. Tænke over meningen med livet, grunden til at vi er her, essensen. 

Hvad det er, der til syvende og sidst, skal gøre det umagen værd ? 

Nu ville jeg gerne kunne sige, at jeg har fundet den store universelle mening med det hele, men det må jeg desværre sige nej til. Faktisk er jeg slet ikke sikker på, at den findes. 

Jeg mener, nu har vi jo efterhånden været her i nogle tusinde år, og hvis der var en nøglefærdig løsning, vi bare kunne tage til os, ville den vel være almindelig kendt på nuværende tidspunkt. Der er jo i hvert fald, og har altid været, utroligt mange der leder efter den. Faktisk tror jeg roligt man kan sige, at alle søger efter meningen. Om ikke altid, så i perioder. 

På en eller anden måde ville tingene bare være lettere, hvis vi kunne finde en universel sandhed klar til brug, en mening med det hele. 

Og vi leder da også med lys og lygte. I køleskabet, i barskabet, i medicinskabet, i tobaksskabet, i klædeskabet, i pengeskabet, i ægteskabet, i selskabet, osv. Men forgæves. For selvom mange af de ting vi finder der, vel har en plads i billedet, er de nok alligevel ikke meningen med det hele. Ikke engang hvis man lægger det hele sammen. 

Men hvad så? Måske er problemet, at vi ikke bare kigger de forkerte steder, men også leder efter det forkerte. Man forventer vel et eller andet sted, at selve meningen med livet må være stor og pompøs. Og det ville vel være rimeligt, at forvente, at den ville åbenbare sig med fyrværkeri og hornmusik. 

Men hvad nu hvis meningen er langt mere enkel end vi tror? Måske er det derfor, at vi ikke kan finde den. 

Peter Plys siger jo, at “Lykken er dit for dig, og dat for mig”. Og selvom lykken og meningen med livet, ikke nødvendigvis er identiske, er de helt givet tæt forbundne. Så det er vel rimeligt at antage, at meningen med livet er det samme, altså dit for dig og dat for mig. Eller omvendt… 

Det vil godt nok betyde, at vi hver især skal ud og finde det, der giver mening for os. Men selvom det helt klart er mere besværligt, vil det på den anden side give os friheden til at finde vores helt egen mening med det hele. 

Måske er den stor og pompøs. Måske er den lille og porøs. Måske er den fuldstændig meningsløs for alle andre. 

Men det behøver man nok i virkeligheden ikke at tænke så meget over. De andre har jo deres egen mening. Hvis ikke, må de ud og lede…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *