Som barn lever man i en nærmest uendelig verden. En verden hvor intet er umuligt, hvor man kan være og gøre lige hvad man har lyst til.
Efterhånden som man bliver ældre, bliver man mere forbeholden, mere velovervejet, og mere fastlåst. Handlinger, tanker osv. bliver til vaner og overbevisninger. Og selv om det på nogle måder gør livet lettere, har det en pris.
For efterhånden som en større del af vores gøren og laden bliver overtaget af vaner, stivner vi på en måde. Vi kan ikke længere gøre og være lige hvad vi gerne vil. Verden bliver mindre, begrænsningerne flere. Og vi får lettere ved at se umuligheder frem for muligheder. Vi er, om ikke fanget, så voldsomt begrænset, af det net vores vaner og overbevisninger har vævet omkring os.
Alligevel er det ikke alle vaner og overbevisninger vi gerne vil af med. De hjælper os jo, trods alt, på mange måder. Og derfor kan det være svært at se, hvor man skal begynde og ende, for at ændre tingene.
Men heldigvis behøver vi ikke at ændre vanerne og overbevisningerne en for en. For alle vaner og overbevisninger griber ind i hinanden. Så hvis vi ændrer en, påvirker vi mange. Derfor kan vi kan vende billedet, simpelthen ved at gøre en ny ting hver dag. Ved at ændre måden vi gør en ting på, eller ved at gøre en helt ny ting hver dag, svækker vi vores vaner, og vi bliver knapt så overbeviste om vores overbevisninger.
Stille og roligt bliver verden større, begrænsninger forsvinder, muligheder dukker op, og du er godt på vej til at blive som barn igen.