En af de ting, der er med til at holde os fast i vores vaner er, at vi jo ikke bare er os. Vi er en del af en sammenhæng. Vi har en rolle at spille.
Familien, vennerne, kollegerne, vores omgivelser i det hele taget, har nogle forventninger til os. Forventninger om at vi siger, gør, og er, stort set, som vi plejer.
Vi forventer det samme af dem, så det er ikke så sært.
Men på en måde er det bare dobbelt svært, at lave om på sine vaner. For du skal ikke bare ændre dig selv, dine omgivelser skal også vænne sig til den “nye” dig.
Det er lige meget, hvad du arbejder hen imod. Om du vil være mere udadvendt, bedre til at sige til og fra. Om du vil smide de ekstra kilo eller af med cigaretterne. Dine omgivelser reagerer på forandringen. Og jo mere succes du har med det du er i gang med, jo større bliver reaktionen.
Og her bliver det lidt mærkeligt. For selv om omgivelserne ikke nødvendigvis behøver at stå og klappe i deres små hænder, forventer man vel, et eller andet sted, at de vil bakke lidt op, når man har taget et skridt i den retning man gerne vil. Eller i det mindste, lade være med at gå i den modsatte grøft.
Men ikke desto mindre, er det ofte det der sker.
Og det kan være svært at bevare gnisten, når man, for eksempel, langt om længe har smidt nogle overflødige kilo, og omgivelserne begynder at snakke om at man ser syg ud og mumle noget om anoreksi.
Et eller andet sted, er det måske naturligt nok. De fleste af os holder ikke ret meget af forandringer. Vi vil dybest set, helst, at alting bare fortsætter med at være som det altid har været.
Men tingene forandrer sig jo, uanset hvordan vi vrider og vender os.
Så det bedste vi kan gøre i det spil, må være at prøve på at få de ting vi har indflydelse på, til forandre sig, i den retning vi gerne vil, uanset hvad vores omgivelser mener om det.
Til syvende og sidst er det jo os selv, ikke vores omgivelser, der skal være glade for de valg vi tog.